Her fremgår foreningens vedtægter. 

Sortebakken Gymnastik Forenings vedtægter


VEDTÆGTER
§ 1: NAVN OG HJEMSTED.
Foreningens navn er Sortebakken Gymnastik Forening
Foreningen er hjemmehørende i Rebild Kommune.
Foreningen er stiftet den 23.8.2010.
§ 2: FORMÅL.
Sortebakken Gymnastik Forenings formål er ved idræt og andet kulturelt virke og i det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen og dermed fremme medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
§ 3: TILHØRSFORHOLD.
Sortebakken Gymnastik Forening er tilsluttet DGI, samt specialforbund under Danmarks Idrætsforbund og er dermed undergivet disse organisationers vedtægter.
§ 4: Bestyrelse
Foreningens daglige drift varetages af 1 formand, 1 næstformand, 1 kasserer, 1 sekretær og 1 menigt medlem. Disse 5 personer udgør bestyrelsen. Bestyrelsen fordeler opgaver og ansvar mellem sig. Kassererposten kan dog varetages af et medlem af foreningen, uden at denne behøver at være medlem af bestyrelsen eller kasseren kan være indkøbt som ekstern rådgiver uden at være medlem af foreningen, ved behov deltager kassereren i bestyrelsens møder uden stemmeret. Hvis kasseren ikke er medlem af bestyrelsen, er sammensætningen af bestyrelsen: 1 formand, 1 næstformand, 1 sekretær og 2 menige medlemmer.
Desuden er der 2 suppleanter til bestyrelsen. Ved ønske herom, kan disse fungere som aktive suppleanter, hvor med menes: på lige fod med bestyrelsesmedlemmer, dog uden stemmeret ved møderne. Suppleanterne vælges for 1 år ad gangen.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen.
3 personer vælges på lige år.
2 personer vælges på ulige år.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede.
Formanden styrer bestyrelsens forhandlinger og i dennes forfald næstformanden.
Foreningen tegnes af formanden.
Ved økonomiske dispositioner tegnes foreningen af formanden, kasseren og et tredje bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen kan vedtage en forretningsorden.
Foreningens årsregnskab underskrives af den samlede bestyrelse og evt. udenforstående kasserer.
Formanden drager omsorg for, at der føres protokol over bestyrelsens beslutninger.
§ 5: MEDLEMSSKAB OG EKSKLUSION.
1. Som medlemmer i Sortebakken Gymnastik Forening, kan alle der vedkender sig disse vedtægter optages. Passive medlemmer kan optages. Bestyrelsen og aktive instruktører er automatisk medlemmer af foreningen.
2. Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder grund hertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.
§ 6: ARBEJDSOMRÅDE.
Foreningen kan tage de aktiviteter på programmet, som bestyrelsen vurderer, der er behov for i henhold til formålsparagraffen.
§ 7: ØKONOMI
Foreningens formue opbevares i et anerkendt pengeinstitut. Bestyrelsen og evt. udenforstående kasserer må opbevare kontante beholdninger i forbindelse med foreningens arrangementer.
§ 8: UNDERUDVALG.
Bestyrelsen bemyndiges til at nedsætte underudvalg i det omfang det skønnes formålstjenligt, herunder økonomi- og aktivitetsudvalg. Bestyrelsen tager initiativ til at nedsætte udvalgene, og udpeger personer til disse udvalg. Udvalgene bør bestå af 3-5 personer.
Udvalgene er budgetansvarlige, men har ingen økonomiske beføjelser, udover det af bestyrelsen godkendte budget. Udvalgene har pligt til at holde bestyrelsen orienteret om arbejdet i udvalgene, samt ret og pligt til at være repræsenteret i bestyrelsesmøder. Personer i bestyrelsen bør ikke samtidigt sidde som formand for et underudvalg.
§ 9: KONTINGENT.
Medlemskontingent fastsættes for et år ad gangen i forbindelse med planlægningen af ny sæson. Betaling sker ved indmeldelse på holdene eller senest 3 uger efter sæsonstart. Ved passivt medlemskab sker betaling ved indmeldelsen. Udmeldelse kan ske fra dags dato, men der refunderes ikke betalt kontingent. Ved eksklusion refunderes der ikke betalt kontingent.
§ 10: HÆFTELSER OG ANSVAR.
Foreningens medlemmer og bestyrelse hæfter IKKE personligt for de af foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens formue. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen udover kontingentforpligtelsen. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
§ 11: GENERALFORSAMLING.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned. Der indkaldes med mindst to ugers varsel på foreningens hjemmeside og sociale medier.
Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse.
Kun fremmødte medlemmer, der er fyldt 16 år, og som har været medlem af foreningen indenfor det sidste år har stemmeret. Forældre til børn under 16 år, der indenfor det sidste år har været medlem af foreningen, har i alt én stemme pr. barn.
Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem over 16 år, der kan vedgå sig disse vedtægter. Ingen kan vælges mod sin vilje.
Beretninger og visioner for de enkelte underudvalg kan offentliggøres på foreningens hjemmeside senest to uger før generalforsamlingen og kan drøftes på generalforsamlingen.
På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindeligt stemmeflertal (over halvdelen). Ved afstemning om bestyrelsens forslag jævnfør § 5 stk. 2, til udelukkelse af et medlem samt ved ændring af disse vedtægter, kræves mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for forslaget. Vedtægtsændringer skal godkendes på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.
Bestyrelsen fører protokol over vedtagne beslutninger.
Bestyrelsen skal konstituere sig senest 1 uge efter generalforsamlingen. Konstitueringen oskal offentliggøres på foreningens hjemmeside senest 4 uger efter generalforsamlingen.
§ 12: DAGSORDEN.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:
Valg af dirigent.
Bestyrelsens beretning
Fremlæggelse af årsregnskab, samt evt. fremlæggelse af næste års budget.
Indkomne forslag.
Valg i henhold til § 4.
Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
Evt.
§ 13: EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal afholdes inden 4 uger, når mindst 30% af medlemmerne skriftligt stiller krav herom eller et flertal af bestyrelsen kræver dette. Ekstraordinær generalforsamling skal indvarsles i lighed med den ordinære generalforsamling.
§ 14: ANSVAR.
Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån, af den samlede bestyrelse.
§ 15: BESTYRELSENS BESLUTNINGSDYGTIGHED.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af denne er til stede. Ved økonomiske beslutninger udover den daglige drift, samt ved budgetgodkendelse skal hele bestyrelsen være til stede. Der føres protokol over vedtagne beslutninger.
§ 16: REGNSKABSÅR.
Regnskabsåret er 1/1 – 31/12.
Kassereren er ansvarlig for foreningens økonomi, men hæfter ikke personligt for denne.
Revisorpåtegnet regnskab bekendtgøres før generalforsamlingen.
§ 17: OPLØSNING
Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede i 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor.
Foreningens eventuelle formue tilfalder følgende lokale foreninger NIF/RIF, SHK, FDF. Beløbet fordeles ligeligt.
Fordelingen af eventuelle midler varetages af Sortebakken Gymnastik Forenings bestyrelse.
Således vedtaget på ekstraordinær generalforsamling d. 23.8.2010
Revideret på ekstraordinær generalforsamling den 03.06.2013
Revideret på ekstraordinær generalforsamling den 20.03.2024